Her i efteråret har jeg arbejdet i Veksø Kirke med inddækning af historisk kirkeinventar i forbindelse med kalkning. Med på opgaven var Johs Stephensen og Anne Brøndum Torp (som jeg jo deler værksted med). Oven på prædikestolens lydhimmel og oven på et væghængt skab fandt vi to underlige mønter, med runer, romertal og djævlehoveder. Vi har gennem mange år hørt spredte rygter om fund af satanmønter i danske kirker, men nu stod vi lige pludselig med to i hånden.
Den ene mønt har teksten ANHOLT ØEN MED DE TO ANSIGTER på den ene side, mens der på den anden side står SATANKULTEN PÅ ANHOLT – ANNUS HORRIBILIS 1973. På den anden mønt står der med en blanding af jernalder- og middelalderruner: NOIR LUPUS, der kan oversættes med ”sort ulv” og ordet ”lykantropi”, der betyder det at være varulvebesat. På den anden side af mønten står der OPUS DIABOLICUM DCLXVI – djævelsk værk 666. Så uhyggen er ligesom på plads!
Mønterne er sjældne – i alt er der vist kun fundet omkring 400 mønter, spredt rundt om i landet i både kirker og museer. Ofte er mønterne skjult i sprækker og hulrum, eller, som de to vi fandt i Veksø Kirke, smidt op på højtliggende og utilgængelige steder. Vi gik straks i gang med at høre en podcast-serie om satanmønterne, mens vi arbejdede videre i kirken.
Senere har vi også fundet en rigtig god DR2-udsendelse, der handler om Satan-kulten på Anholt og Knud Langkows værk.
Det viste sig, at det ikke handler særlig meget om Satan-dyrkelse, men mere er en del af et performance-kunstværk, der opstod i 1970’erne. Kunstneren og idemanden bag hed Knud Langkow (1930-2004), og da han levede, skabte han et univers omkring en fiktiv Satan-kult med okkultisme, ypperstepræstinder og offerritualer, der skulle have fundet sted på øen Anholt den 13. maj 1973. Nogle gange findes mønterne sammen med breve, med falske frimærker og falske poststempler stilet til virkelige personer. Og selvom vi ledte i alle sprækker og gemmesteder, fandt vi ikke mere. – I øvrigt blev Knud Langkows mysterium først opklaret efter hans død i 2004.
Om mønterne er en del af det oprindelige Knud Langkow-værk eller om det er samtidige eller senere kopier er pt. uafklaret. Men efter at have skrevet sammen med både museumsinspektør Cille Krause fra Roskilde Museum (ROMU), Anders Dalsager fra Kroppedal Museum og danefæ-specialisterne på Nationalmuseets Mønt og Medajlesamling, er mønterne nu indleveret til danefæ-vurdering. De kan forhåbentlig være med til at belyse et unikt værk, der strækker sig over flere årtier.
Det smukke ved værket er, efter min mening, at Knud Langkow, selvom han var ansat på et museum, aldrig selv har udstillet eller er blevet institutionaliseret, som mange andre happeningkunstnere fra 1970érne. Knud Langkow har aldrig søgt berømmelsen! Han har gået og lavet en lille forandring i virkeligheden med sit stille værk.
Hele denne historie er endnu et bevis på, at jeg, i kraft af mit arbejde som konservator, både kommer steder og ser ting, som det ikke er alle forundt. Nogle gange skal verden opleves fra toppen af en stige i en lukket kold kirke!